Ironman Frankfurt – ØV!

SEPTEMBER
14,
2017

Puuuh sikke en omgang!
Frankfurt blev kørt med ét formål, der skulle laves PR! Sådan gik det desværre ikke, læs mere herunder:
Dagen startede med et bad kl 03.50, jeg havde fået 6 timers søvn og følte mig rigtig godt klar, både fysisk og mentalt, jeg var dog ekstremt nervøs for at skulle svømme uden våddragt, da det lå lige på grænsen med vandtemperaturen.
De obligatoriske 3 store og stærke kopper kaffe blev kørt ned og en morgenmad bestående af Hvidt toastbrød og store mængder nutella (jeg Har lært man kun skal spise mad der smager OK når det kommer den anden vej igen ?).
Og så var det afsted til stævneområdet, hvor jeg landede omkring kl 5.15, 2,5 time før start, hvor vi fik den glædelige nyhed at svømningen var MED våddragt (Juhuuuu!!) Cyklen blev pakket med energi og væske og cykelposen blev tjekket en sidste gang og derefter gik turen mod svømmestarten.
Jeg stillede mig omkring svømmetid 1.10-1.20 og forventede en svømmetid på ca 1.15-1.18 som mit svømmeniveau bestemt er til.
Sådan gik det ikke, ved første bøje krydser en atlet ind under/over mig og vælger at sende en morgenhilsen med et effektivt crawlspark lige i løgene på mig, det betød en tur på et surfbræt og en svømmetur fyldt med negative tanker og en mave der gjorde ukristelig ondt!
Svømmetid 1.30 – og humøret i bund!
Jeg får heldigvis et stort kys fra Anne på vejen i første skiftezone, det hjalp på humøret og jeg fik et toiletbesøg overstået inden jeg kom på cyklen – og skiftet når da også op på hele 8 minutters varighed.
Op på cyklen og her var der virkelig “hul” igennem til benene, men jeg havde en plan om at køre ekstremt konservativt pga. Den forventede varme på 35 grader og med 1 m/s.
Jeg holder mine watt og har en super god rytme de første 90 kilometer.
Ved 100 kilometer punkterer jeg på forhjulet og 10 kilometer efter punkterer jeg på baghjulet – her begynder jeg at blive en anelse irriteret. Men det er også her at jeg for første gang mærker at jeg er en smule svimmel.
Jeg sørger for at indtage enorme mængder salt og vand (og har gjort det hele dagen, samt hele ugen op til) men min krop lukker mere og mere ned i varmen. På den sidste lange stigning er jeg af cyklen og må kaste op og bliver tilset af en læge. Jeg vælger dog at fortsætte da der kun er 10 km tilbage på cykelturen.
Jeg kommer ind på cyklen, forvirret, svimmel og rigtig dårligt tilpas.
Jeg vidste at der ville være god forplejning på løbeturen så jeg beslutter mig for at give det et forsøg, for at se om jeg kan få spist og drukket mig “bedre”.
Efter 6 kilometer møder jeg Anne, her har jeg gået hele vejen, kastet op to gange og jeg hundefryser (i 35 grader varme) og er enormt utilpas og svimmel.
Her bliver det nok for mig, hen til nærmeste læge – bliver med det samme placeret på en båre hvor de foretager en masse målinger, min kropstemperatur er under 35 grader og jeg er helt færdig.
Her vælger jeg at stoppe mit løb.
Dagen derpå er det den helt rigtige beslutning, Triathlon er for sjov og jeg har en kæreste, familie og venner som jeg holder for meget af til at sætte noget over styr for en flot medalje og ordene “you are an ironman”.
Herefter starter træningen igen og der er allerede nu planer for næste år samt overvejelser om evt en deltagelse i ironman København eller Ironman Hamborg – det her skal IKKE slå mig ud.
Tak for den store opbakning!