Ugen fra helvede….

AUGUST
18,
2018

Lad mig starte med at sige at uge 33 i året 2018 har været pisse hamrende fantastisk rent arbejdsmæssigt, med spændende nye kunder og fantastiske nye kollegaer. MEN, så stopper det altså også der… Lad mig forklare:

Tirsdag d. 14 starter med en rigtig fin cykeltur om morgenen, inden dagen stod på møder. Om aftenen skulle der gennemføres et helt almindeligt 8-9 kilometer løbepas uden det store pres, jeg valgte at løbe det på løbebåndet herhjemme for at kunne gøre det lidt sent på dagen. Det starter egentlig også rigtig fint, men efter 3-4 kilometer begynder mine knæ at gøre NAS! Noget jeg ikke har døjet med længe, men som lige valgte at komme op til overfladen og sige ”hej” tirsdag aften. Jeg hopper pænt af løbebåndet og skriver til Morten og Marie (m2 sportslab) at den træning altså ikke lige blev gennemført – men fuck det! En fra eller til!

Onsdag d. 15 – her ventede en fantastisk dag i det nordjyske og et par vildt spændende kundemøder. Om aftenen var planlagt første udendørs cykeltur på den nye cykel – og hold op hvor jeg havde glædet mig! Glæden blev dog kort. Første gang jeg trykker på bagbremsen glider mit baghjul frem og sætter sig klistret op at rammen. Der manglede afstandsskruer i rammen, som skulle holde hjulet i den rigtige afstand til rammen, men ikke noget der burde være kritisk ift. At cykle, så længe man lige tænkte sig om. Jeg tænkte hurtigt at det da lige kunne fikses med to skruer fra bauhaus.. Det kunne det også! Bortset fra at hovederne på de indkøbte skruer ikke passede ind i rammen – hvad gør man så? Man ligger sig på gulvet og filer to nyindkøbte skruer til, indtil at de passer ind i rammen og i hele setuppet. Det tog sammenlagt 2,5 time, før det hele passede sammen. Cyklingen blev herefter droppet, da klokken var tæt på 22. Endnu en træning i skraldespanden.

Torsdag d. 16, her var planlagt svømning med Morten fra m2 sportslab – fedt! Men da vi kommer ud til svømmehallen er der ikke vand i bassinnet. Fedt! Midt i morgenstress og min stigende irritation over endnu en træning der går skævt, så vælger jeg at køre hjem og droppe svømningen den dag. Om aftenen stod den på DHL stafet med firmaet og jeg jerner en 5 kilometer afsted i rekordtempo – FEDT så vendte heldet til min side igen! SNYDT IGEN! Læs endelig med videre….

Fredag d. 17, endnu en dag i København med møder. En dag hvor der var planlagt svømning direkte på turen hjem, hvorefter den skulle stå på en times cykling når jeg landede i privaten. Møderne går fantastisk og jeg glæder mig til at svømme og cykle især efter den fremragende oplevelse dagen før med DHL. Men, ak nej, 3 timers kø på vej hjem fra København gør at mit humør og troen på at træningen denne dag skal gennemføres er fuldstændig skudt i sænk. Jeg kommer sent til Odense og vælger at gå amok hos den lokale pizzamand og slikboden – fuck en lorte uge tænkte jeg bare.. Godt det er weekend, så kan jeg selv styre min tid og træning.

Lørdag d. 18, planlagt 45 minutters svømning herefter en solid løbetur. Svømningen går mega fint, de første 200 meter, indtil at lynlåsen i min swimskin knækker… Så vælter det ellers ind med vand fra den udendørs pool og jeg hundefryser. Jeg får svømmet 1000 meter og kører derefter frustreret hjem. Nu sidder jeg så i min sofa, med min dyne og er pisse træt af denne uge. Jeg glæder mig godt nok til at se de seje atleter i København i morgen og min planlagte løbetur til senere i dag, den bliver kun løbet hvis jeg har lyst og overskud. For lige nu er der bare brug for ro og lidt ”kommen ovenpå igen”.

En uge til glemmebogen, en uge jeg ikke kan bruge til noget. Den ryger i pytkassen – for sådan en har jeg fra denne uge af – og så glæder jeg mig til næste uge, hvor der er planlagt en super fed træningsuge.

Modgang er sundt, jeg synes dog lige at det var i overkanten denne uge.. Undskyld til alle dem omkring mig, der lige er blevet ramt af mit dårlige humør – jeg lover at oppe mig i næste uge ! :D

 

Jimmy V. (Odenses uheldigste triathlet) over and out..